Flot sportslig præstation af Aalborg Elite Tennis

23. februar 2015 09:10 , af Michael Østergaard Hansen

En sæson der som udgangspunkt havde overlevelse som sportslig målsætning, tog en drejning til det uventede, da både 1. hold herrer og 2. hold herrer endte i opryknings play-offspillet. Pigerne overlevede i 1. division med 2-2 mod Randers, hvorfor det trygt kan siges at sæsonen har været en stor succes!

Før sidste spillerunde kunne 1. holdet i herrernes række selv afgøre det ved minimum at spille 3-3 mod Esbjergs 1. hold. Der var ikke meget is på koen, da de brillierede med en sejr på 5-1, hvilket sendte AET på en 2. plads i puljen. Da det er Aarhus' 2.hold der ligger nr. 1, som ikke kan rykke op til Elitedivisionen, da de allerede har et hold der, går pladsen til AET. Det bliver højst sandsynlig B 93, som bliver modstanderen i play-off kampen - en kamp hvor vi både er overmatchet samt har afbud fra vores bedste spillere, men vi tager oplevelsen med!

2. holdet endte også som 2'er i 2. divisionspuljen. 4 hold ligger indenfor 1 sejr af hinanden, og lørdagens modstander havde matchbold i den afgørende double. Hvis vi havde tabt den kamp, så var vi endt med en lang næse - så Lady Fortuna skal have stor tak for besøget!

Et endnu større tak skal lyde til Jesper Engelund, for den store frivillige indsats som holdkaptajn og luksuskok til hjemmekampene!
Hvem vi skal møde i play-off kampen(e) afgøres i løbet af ugen, og slaget står d. 7. marts på modstanderens hjemmebane - vi har desværre ikke råd til at sende en fanbus i denne omgang!